Jeg elsker de dage hvor Anne (lokale præst) kommer og sludre med mig. Vi er i gang med et undervisningsforløb tror jeg, at jeg vil kalde det. Jeg har ihvertfald nogle tekster jeg skal læse og så snakker vi om dem når hun kommer.
Det er på eget initeritiv, jeg vil gerne have nogle gode redskaber til at læse og forstå de bibelske tekster. I dag skulle vi så snakke om Mattæusevangeliet, det er virkelig spændende, for når man sidder og taler om de enkelte kapitler, tekst stykker kald dem hvad du vil, så kommer der en masse åhhh haa oplevelser, set i relation til ens eget liv..
der bliver f.eks skrevet meget om hvordan jesus helbredte de syge, og et sted i evangeliet (kan ikke lige huske hvor) står der at Jesus sammen med sine desiple steg på en båd, og da de kom ud på åben hav blev vejeret meget dårligt, og de desiple blev urolige bange og de vækkede jesus som lå og sov. Jesus fik stormen til at stilne af, og henvendte sig til sine desiple og sagde hvorfor er i bange? og hvor er jeres tro..
Her mente Jesus, at hvis de troede på ham, som guds søn, så ville de ikke være bekymret for noget, for han kan udrette alt.
Men så tænker jeg… uhmmm Jesus helbredte syge, og derfor begyndte folk at tro på at han var den levende messias, guds søn. Fordi han helbredte de syge, begyndte folk at tro på ham, de var sørgende og dødene og drevet langt ud, og nu blev de og deres familier helbredt og derfor var det en selvfølge at tro på Jesus som guds søn.
Men det er jo ikke der troen skal ligge. “jeg tror på jesus fordi han kunne helbrede og få opfyldt hvad han ville” Nej troen skal ligge hos Gud, det er gud som hjælper os, og giver os hjælpe redskaber til at leve live. Jesus var den levende gud, som billedeligt viste og fortalte hvordan gud var og er.
Senere hen siger de desiple til jesus at de altid vil være hos ham, men jesus siger, nej i vel vende mig rygge og løb når jeg har brug for jer. og dette profeti bliver opfyldt, og her sidder jeg så og tænker.. “hvad har de gang i” hvorfor gjorde de det, hvorfor blev de ikke, hvor er deres tro, deres styrke og deres kærlighed.. er det fordi de trods alt bare er mennesker, som kan ændre sin mening og det er ok at gøre det? Er det fordi Gud/jesus/biblen/evangliet prøver at fortælle at de desiple kun er noget i form af jesus, så snart han er væk, så er de intet.. lidt ligesom en kravle rose der skal bruge en mur til at kravle op af, er der ingen mur så kan rosen ikke gro. Betyder det at når vi er nærmest Gud så er vores tro størst, og når vi møder modstand i livet så er vores tro lille..?? uhmmm tankevækkende…
men i det hele taget er alt ved biblen tankevækkende, og det er jo præsic det der er formålet.. Biblen er jo Guds bog til os, et redskab til at leve levet.. Jeg elsker at studere biblen.. det er fantastisk