I dag var der bryllup i kirken. Jeg kender ikke brudeparret særligt godt, men jeg var alligevel tilstedet, for jeg ville ikke gå glip af oplevelsen.

Under hele sermonien, sad jeg med en lykkelig fornemmelse i kroppen. Jeg følte mig let, glad og havde en dejlig ro i kroppen. Jeg sad og mindes mit eget bryllup, og blev helt fylt med kærlighed. Jeg sad der i kirken og så en vielse, men havde mest af alt lyst til at løbe hjem til min mand og fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. For mig er kærligheden det største og uendelig. Flere gange om dagen fortæller jeg Hasse hvor meget jeg elsker ham, og hvor meget pris jeg sætter på ham, jeg kan simpelthen ikke lade være.

Der er en tekst i biblen, som jeg holder rigtig meget af. Det er fra første Korintherbrev Kap. 13

Kærligheden

v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13 Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

for mig er det at komme i kirke (Metodistkriken) hver søndag, noget jeg hver uge ser frem til. Men det sidste stykke tid, har det ikke været muligt for mig, enten fordi jeg har været syg, eller der har været andre ting der har gjort at jeg ikke kunne komme afsted.

Men ikke desto mindre er jeg ikke glemt. Det er dejligt når jeg åbner med mail boks og ser at der ligge en mail med hilsner fra både præsten og andre medlemmer af menigheden.

Det viser jo det som jeg så godt kan lide ved kirken, nemlig at der er et stort fællelsskab.

Jeg har en meget stor tilknytning til kirken, her skelner man ikke mellem køn, hudfarver m.m. Her er alle mennesker er lige. Dejligt

Har lige haft besøg af Anne (Præsten)

Jeg læser meget i biblen, har den altid ved mig. Jeg har jo i den forbindelse også en del spørgsmål der presser sig på, og ting jeg undre mig over

En ting der undre mig, er når vi fejre julen. Julen er for de fleste mennesker den størreste højtid, men hvorfor egentlig??

Vi ved jo alle, at i følge biblen er påsken det ypperste. Det er den højtid som er den støreste af alle højtider, men vi fejre den ikke som noget særligt, i hvertfald ikke forhold til den måde vi fejre julen på

Julen starter flere måneder før december. Vi burde gøre noget mere ud af påsken, det var trods alt der hvor Jesus genopstod

Vi har efter min mening fået det i helt gale hals, det med helligdagene